Esperanto har et ualmindeligt godt navn i Litauen, og det hænger sikkert sammen med litauernes bevidste forhold til sprog og nationalitet i det hele taget. Det litauiske sprog er meget konservativt og har bevaret mange træk fra det fælles indoeuropæiske ursprog, som man ellers kun finder i sanskrit. For en dansker ser litauisk umiddelbart lige så uigennemtrængeligt ud som tyrkisk eller finsk, men pludselig støder man på et ord som "vanduo" der betyder vand eller "alus" der betyder øl; og hvis man kan et slavisk sprog som russisk, er der endnu flere af den slags sammentræf. Litauisk er nært beslægtet med lettisk, men de to sprog ligger lidt fjernere end fx dansk og svensk; af en lette på kongressen fik jeg at vide at man umiddelbart forstår ca. en tredjedel af det andet sprog hvis man kan det ene.

I modsætning til Estland og Letland er der kun et lille russisk mindretal (6-7 procent); der er lige så mange polakker. Det påfaldende er at alle litauere taler russisk som andetsprog og i modsætning til andre steder i Østeuropa ikke gør nogen hemmelighed af det. Polsk forstås tilsyneladende også en del, og selv om de unge kan engelsk, har de ikke droppet russisk af den grund. Nogle eksempler på skriftlig sprogbrug i Vilnius:

  • Seimas (parlamentet): kun litauisk.
  • Mindetavle på det gamle rådhus for Bush den Ældres besøg: litauisk og engelsk.
  • Skilte i ravmuseum: litauisk, engelsk, tysk (åbenbart en rigtig turistfælde, men ikke desto mindre seværdig).
  • Turistplaketter ved seværdige bygninger: litauisk og engelsk, med henvisning til telefonisk vejledning på russisk, tysk, fransk mfl.
  • Slikautomaten på hotellet: litauisk, engelsk og russisk.

Der var fjernsyn på hotellet. En hurtig kanalrundfart afslørede at man hverken bruger tekstning eller dublering af fremmedsprogede film, men simpelthen lader en eller to stemmer tale hen over originalen. Vi kender noget lignende fra tv-film der henvender sig til børn i førskolealderen, men her er det vist en arv fra sovjettiden; man bruger samme system i Rusland. Der er heller ikke tekstning for døve, i stedet indblænder man en tegnsprogstolk i et hjørne af billedet.

På et tidspunkt spurgte jeg en esperantotalende litauisk journalist om de litauiske døve har deres eget tegnsprog, eller om det er det samme som de russiske døves. Det anede han overraskende nok intet om. Han gik endda ud fra at der kun var ét døvesprog i verden. I virkeligheden er der masser af forskellige tegnsprog, om end antallet i et land reduceres, hvis de døve koncentreres på bestemte skoler. Således er det amerikanske tegnsprog helt anderledes end det britiske, men minder om det franske på grund af påvirkningen fra Gallaudet, en fransk pioner i døveforsorg. Jeg burde have forudset min litauiske kollegas fordomme om døvesprog, for de er almindelige overalt, men alligevel blev jeg noget perpleks over at han var helt blank.