Lufthavnen ligger ikke særligt langt fra byen. Man har talt om at lave en jernbaneforbindelse mellem lufthavnen og Vilnius banegård, men det er ikke blevet til noget endnu. Litauen har et udbygget jernbanenet, men Vilnius har hverken S-tog, metro eller sporvogne; grundstammen i det kollektive trafiksystem består af trolleybusser, suppleret med almindelige dieselbusser og såkaldte "maršrutinis taksi", minibusser der åbenbart betjener de ydre forstæder.

Jeg fik imidlertid ikke lejlighed til at køre kollektivt mens jeg var der. Hotellet og kongressen lå i rimelig gangafstand, og når vi skulle skynde os eller til og fra lufthavnen, kørte vi i taxi. Biltrafikken er ret voldsom for så lille en by, og myldretiden kan sagtens sammenlignes med Københavns. Det går godt økonomisk for Litauen, så mange har fået bil, men infrastrukturen er ikke udbygget i samme takt.

Hvad enten det nu er på grund af bilkøerne, eller fordi litauerne var meget miljøbevidste allerede i 1980'erne, så er man til min store glæde begyndt at cykle en hel del i Vilnius. Det foregår mest på fortovene, hvor der nogle steder ligefrem er opmalet cykelbaner. Disse markeringer skal dog kun opfattes som løst henkastede forslag, for ellers kan man hurtigt blive uvenner med en lysmast eller en sløset parkeret varevogn. I modsætning til bilisterne er de litauiske cyklister meget hensynsfulde; kun én gang var jeg ude for at en klokke klemtede fordi en cyklende skulle forbi. Der er ikke skiltede cykelruter, til gengæld er skiltningen for gående meget fyldestgørende.