Sammen med to andre danskere var jeg i Litauens hovedstad Vilnius mellem den 25. og 31. maj til en kongres for esperanto-journalister, både dem der er journalist af profession og dem der (som jeg) blot redigerer et esperantoblad. Både kongressen og byen var rigtig spændende at besøge.

Litauen er næsten som et omvendt USA: Alting er lidt mindre end de fleste andre steder. Landet er med sine 65.200 kvadratkilometer kun lidt større end Danmark, og med sine små 3½ millioner indbyggere betydeligt mindre. Det største "bjerg" er Juozapinė på 294 meter, og Vilnius er med sine blot 543.000 indbyggere landets største by. Selv Gediminas' Avenu, der skal forestille at være Vilnius' pragtgade (den hed Lenins Avenu i Sovjettiden) er nok lang og lige, men bestemt ikke bred!

Dog, én ting er stor i Litauen, og det er skovområderne. De rækker helt ind i centrum af Vilnius, der må være en af de allergrønneste hovedstæder i Europa. Overalt er der alleer, træbekransede pladser, parker og græsplæner.