Jens S. Larsen's blog

Mi alŝutis ĉi tiun artikolon el la lasta numero de la retrevuo "Biolinguistics", kie la Nederlanda lingvisto Jan Koster (kontraŭ la ĝenerala linio de la revuo) argumentas ke lingvo esence estas invento, ne naturaĵo. En du lokoj li uzas la ekziston de Esperanto kaj aliaj planlingvoj plede por sia vidpunkto. Jen la resumo:

La jeno estas statraporto pri la projekto de Dana-Esperanta vortaro, kiu espereble aperos iam ĉi-jare. La vortaro enhavos ĉ. 34'000 kapvortojn, kaj la ĉi-suban raporton mi prelegis en la loka klubo de Kopenhago la 6-an de Aprilo 2009.

Jen mia recenzo de “La Asocio”, kiu aperis en Monato (Marta numero de 2009):

Antaŭ unu semajno forpasis Carol Chomsky, edzino de la mondkonata Usona lingvisto Noam Chomsky. Pliaj informoj (Anglalingvaj) videblas ĉi tie.

Ĝeneralajn komentojn pri la ĵurnalista kongreso en Vilnius mi ĵus publikigis Danlingve ĉi tie kaj en 24.dk. Esperante sufiĉu la jena komento al la prelego de Detlev Blanke ("Informado en lingvistikaj medioj"):

En 2003 la nuntempe plej fama lingvisto Noam Chomsky respondis al demando ĉu Esperanto havas generan gramatikon, dirante interalie ke "Esperanto ne estas lingvo". Tio kompreneble kaŭzis sufiĉe grandan skandalon inter la esperantistoj, sed efektive Chomsky neniam diris ion pri Esperanto, kion li ne dirus pri iu ajn lingvo. Ekzemple unu subĉapitro en la libro "Chomskyan linguistics and its competitors" (de Pius ten Hacken, Equinox 2007) havas la titolon "Kial la angla lingvo ne povas ekzisti". Evidente, por bone prijuĝi la sencon kaj valoron de lingvistaj respondoj pri Esperanto, necesas iom koni la teorion laŭ kiu laboras la koncerna lingvisto.

Se oni komparas la mondan komunumon de lingvistoj kaj tiun de Esperantistoj, vere estas frape kiom multe pli unueca estas la Esperanto-movado. Tiuj kiuj interesiĝas pri neŭtrala, internacia lingvo praktike unuanime akceptas ke tiu lingvo estas Esperanto. Male, la lingvistoj vigle malkonsentas inter si pri la demando kio entute estas lingvo; en tiu medio estas kvazaŭ Interlingua kaj Volapuko kune havus pli da adeptoj ol Esperanto, kaj ĉiun duan jaron aperus nova Ido, pri kiu necesus atenti. Paradokse, do, la homaro jam bone scias kiu lingvo estas la Internacia, sed kio ĝenerale estas lingvo, ankoraŭ estas tute ne klare!

Politike tio devus signifi ke la Esperantomovado de laikoj estas multe pli serioza ol la scienca komunumo de lingvistoj.

Den første "Tutmonda Kongreso de Esperantistoj-Ĵurnalistoj" (Verdenskongressen for Esperantotalende Journalister) havde et særdeles krævende arbejdsprogram. Fra den 27. til den 30. maj 2008 blev der givet 53(!) foredrag om alt fra litauiske massemedier, journalistisk etik, internettet som trussel og mulighed for esperantopressen, censur og konformisme, esperantojournalister som interkulturelle formidlere og meget mere. "Tutmonda Esperantista Ĵurnalista Asocio" (TEĴA, Verdensforeningen for Esperantotalende Journalister) blev genaktiveret, og man startede straks med at diskutere hvordan TEĴA skal forholde sig til IFJ (det internationale journalistforbund).

Kongressen havde små 200 deltagere, men den mappe vi fik udleveret kunne snildt måle sig med det man får på en "Universala Kongreso de Esperanto", den årlige verdens-esperantokongres der samler mindst ti gange så mange mennesker. Den særlige "kongresa libro" (kongres-bog) indeholdt ikke bare program, deltagerliste og resumeer af foredragene, men også en yderst nyttig oversigt over esperantopressens historie og officielle hilsner fra statsministeren, parlamentets formand, Vilnius' borgmester, udenrigsministeren og kulturministeren.

Og det var ikke tomme ord! Deltagelse, overnatning, bespisning og manges rejseomkostninger var betalt af den litauiske statskasse. Vi var til reception hos borgmesteren, statsministeren og parlamentsformanden; statsministeren så vi ikke personligt, til gengæld så vi parlamentsformanden to gange. Møderne foregik dels i Vilnius' gamle rådhus, dels i parlamentet -- i det lokale hvor forfatningen er udstillet; så kan det næsten ikke blive mere fornemt! Det hele kunne ikke have ladet sig gøre uden Povilas Jegorovas, formand for Litauens esperantoforening og en mand med mange talenter og kontakter.

I en international esperantokongres, der typisk varer en uge, er onsdagen som regel udflugtsdag. Arrangørerne af journalistkongressen i Vilnius havde imidlertid valgt mandag den 26. maj, hvilket viste sig at være heldigt med hensyn til vejret, for de næste dage var noget kolde, og om tirsdagen var der regn. Min nye indiske ven, Giridar, nægtede at tro på noget litauisk forår -- "Estas mito, mensogo, metaforo" vrissede han ("Det er en myte, en løgn, en metafor"). Men så kunne vi jo lige så godt holde os til foredragene de dage.

Vores guide på udflugten var en vaks ung mand ved navn Gediminas. Hans brødre hedder Algirdas og Mindauskas, og de tre navne er ikke blot almindelige i Litauen, men også navnene på de første navnkundige litauiske konger. Det er en meget indviklet historie hvorvidt disse konger var hedninge eller kristne, og hvornår de var hvad. Litauerne var de sidste i Europa til at blive kristnet, og de har historisk altid udvist udpræget religiøs tolerance, et træk de med rette kan være stolte af. Som Gediminas (altså guiden) forklarede: De to vigtigste religioner i Litauen er romersk katolicisme med hedenske træk... og basketball!

Udflugten gik først til nogle seværdigheder i Vilnius om formiddagen, og om eftermiddagen til Trakai 30 km mod nord. I Vilnius blev vi ledt fra kirke til kirke, fra en bevaret byport til præsidentpaladset, fra gamle universitetsbygninger til et nyindrettet ravmuseum. Havde det ikke været for Gediminas' kyndige og myndige ledelse på et fortrinligt esperanto, havde det været endnu mere ulideligt. I Trakai ligger et middelalderslot, der bemærkelsesværdigt nok blev genopbygget i sovjettiden. Det fungerer nu som museum for national historie.

Esperanto har et ualmindeligt godt navn i Litauen, og det hænger sikkert sammen med litauernes bevidste forhold til sprog og nationalitet i det hele taget. Det litauiske sprog er meget konservativt og har bevaret mange træk fra det fælles indoeuropæiske ursprog, som man ellers kun finder i sanskrit. For en dansker ser litauisk umiddelbart lige så uigennemtrængeligt ud som tyrkisk eller finsk, men pludselig støder man på et ord som "vanduo" der betyder vand eller "alus" der betyder øl; og hvis man kan et slavisk sprog som russisk, er der endnu flere af den slags sammentræf. Litauisk er nært beslægtet med lettisk, men de to sprog ligger lidt fjernere end fx dansk og svensk; af en lette på kongressen fik jeg at vide at man umiddelbart forstår ca. en tredjedel af det andet sprog hvis man kan det ene.

I modsætning til Estland og Letland er der kun et lille russisk mindretal (6-7 procent); der er lige så mange polakker. Det påfaldende er at alle litauere taler russisk som andetsprog og i modsætning til andre steder i Østeuropa ikke gør nogen hemmelighed af det. Polsk forstås tilsyneladende også en del, og selv om de unge kan engelsk, har de ikke droppet russisk af den grund. Nogle eksempler på skriftlig sprogbrug i Vilnius:

• Seimas (parlamentet): kun litauisk.
• Mindetavle på det gamle rådhus for Bush den Ældres besøg: litauisk og engelsk.
• Skilte i ravmuseum: litauisk, engelsk, tysk (åbenbart en rigtig turistfælde, men ikke desto mindre seværdig).
• Turistplaketter ved seværdige bygninger: litauisk og engelsk, med henvisning til telefonisk vejledning på russisk, tysk, fransk mfl.
• Slikautomaten på hotellet: litauisk, engelsk og russisk.

Der var fjernsyn på hotellet. En hurtig kanalrundfart afslørede at man hverken bruger tekstning eller dublering af fremmedsprogede film, men simpelthen lader en eller to stemmer tale hen over originalen. Vi kender noget lignende fra tv-film der henvender sig til børn i førskolealderen, men her er det vist en arv fra sovjettiden; man bruger samme system i Rusland. Der er heller ikke tekstning for døve, i stedet indblænder man en tegnsprogstolk i et hjørne af billedet.

På et tidspunkt spurgte jeg en esperantotalende litauisk journalist om de litauiske døve har deres eget tegnsprog, eller om det er det samme som de russiske døves. Det anede han overraskende nok intet om. Han gik endda ud fra at der kun var ét døvesprog i verden. I virkeligheden er der masser af forskellige tegnsprog, om end antallet i et land reduceres, hvis de døve koncentreres på bestemte skoler. Således er det amerikanske tegnsprog helt anderledes end det britiske, men minder om det franske på grund af påvirkningen fra Gallaudet, en fransk pioner i døveforsorg. Jeg burde have forudset min litauiske kollegas fordomme om døvesprog, for de er almindelige overalt, men alligevel blev jeg noget perpleks over at han var helt blank.

Lufthavnen ligger ikke særligt langt fra byen. Man har talt om at lave en jernbaneforbindelse mellem lufthavnen og Vilnius banegård, men det er ikke blevet til noget endnu. Litauen har et udbygget jernbanenet, men Vilnius har hverken S-tog, metro eller sporvogne; grundstammen i det kollektive trafiksystem består af trolleybusser, suppleret med almindelige dieselbusser og såkaldte "maršrutinis taksi", minibusser der åbenbart betjener de ydre forstæder.

Jeg fik imidlertid ikke lejlighed til at køre kollektivt mens jeg var der. Hotellet og kongressen lå i rimelig gangafstand, og når vi skulle skynde os eller til og fra lufthavnen, kørte vi i taxi. Biltrafikken er ret voldsom for så lille en by, og myldretiden kan sagtens sammenlignes med Københavns. Det går godt økonomisk for Litauen, så mange har fået bil, men infrastrukturen er ikke udbygget i samme takt.

Hvad enten det nu er på grund af bilkøerne, eller fordi litauerne var meget miljøbevidste allerede i 1980'erne, så er man til min store glæde begyndt at cykle en hel del i Vilnius. Det foregår mest på fortovene, hvor der nogle steder ligefrem er opmalet cykelbaner. Disse markeringer skal dog kun opfattes som løst henkastede forslag, for ellers kan man hurtigt blive uvenner med en lysmast eller en sløset parkeret varevogn. I modsætning til bilisterne er de litauiske cyklister meget hensynsfulde; kun én gang var jeg ude for at en klokke klemtede fordi en cyklende skulle forbi. Der er ikke skiltede cykelruter, til gengæld er skiltningen for gående meget fyldestgørende.

Sammen med to andre danskere var jeg i Litauens hovedstad Vilnius mellem den 25. og 31. maj til en kongres for esperanto-journalister, både dem der er journalist af profession og dem der (som jeg) blot redigerer et esperantoblad. Både kongressen og byen var rigtig spændende at besøge.

Litauen er næsten som et omvendt USA: Alting er lidt mindre end de fleste andre steder. Landet er med sine 65.200 kvadratkilometer kun lidt større end Danmark, og med sine små 3½ millioner indbyggere betydeligt mindre. Det største "bjerg" er Juozapinė på 294 meter, og Vilnius er med sine blot 543.000 indbyggere landets største by. Selv Gediminas' Avenu, der skal forestille at være Vilnius' pragtgade (den hed Lenins Avenu i Sovjettiden) er nok lang og lige, men bestemt ikke bred!

Dog, én ting er stor i Litauen, og det er skovområderne. De rækker helt ind i centrum af Vilnius, der må være en af de allergrønneste hovedstæder i Europa. Overalt er der alleer, træbekransede pladser, parker og græsplæner.